Forskelle og ligheder mellem årsregnskabsloven og IAS/IFRS
Mange virksomheder investerer betydelige beløb i softwareudvikling, produktinnovation og teknologiske løsninger. Regnskabsmæssigt opstår derfor ofte spørgsmålet: Hvornår kan udviklingsomkostninger indregnes som et aktiv i balancen – og hvornår skal de omkostningsføres med det samme?
Både den danske årsregnskabslov og IFRS-reglerne i IAS 38 opstiller klare kriterier for aktivering af udviklingsomkostninger, men der er også væsentlige forskelle i praksis og dokumentationskrav.
Udgangspunktet: Forskning kontra udvikling
Et centralt princip i både årsregnskabsloven og IAS 38 er sondringen mellem:
- Forskningsfasen
- Udviklingsfasen
Omkostninger i forskningsfasen skal altid udgiftsføres, fordi virksomheden endnu ikke kan dokumentere, at projektet vil skabe fremtidige økonomiske fordele.
Først når projektet når udviklingsfasen, kan aktivering komme på tale.
IAS 38 fremhæver samtidig, at hvis virksomheden ikke kan adskille forsknings- og udviklingsfasen, skal alle omkostninger behandles som forskning og dermed udgiftsføres.
Kriterierne for aktivering efter IAS 38
IAS 38 opstiller seks konkrete kriterier, som alle skal være opfyldt, før udviklingsomkostninger må indregnes som et immaterielt aktiv:
- Teknisk mulighed for at færdiggøre aktivet
- Intention om at færdiggøre og anvende eller sælge aktivet
- Evne til at anvende eller sælge aktivet
- Sandsynlighed for fremtidige økonomiske fordele
- Tilstrækkelige tekniske, økonomiske og øvrige ressourcer til at færdiggøre projektet
- Mulighed for pålideligt at måle de afholdte omkostninger
Derudover gælder de generelle aktivkriterier om identifikation, kontrol og sandsynlige fremtidige økonomiske fordele.
Årsregnskabsloven: tæt på IAS 38 – men ikke identisk
Den danske årsregnskabslov er i høj grad inspireret af IAS 38, og de grundlæggende kriterier er derfor langt hen ad vejen sammenfaldende. Erhvervsstyrelsen understreger blandt andet kravene om dokumentation, pålidelig måling og sandsynlige fremtidige økonomiske gevinster.
Der er dog nogle væsentlige forskelle:
- Reserve for udviklingsomkostninger
Efter årsregnskabsloven skal virksomheder, der aktiverer udviklingsomkostninger, binde et tilsvarende beløb på egenkapitalen i posten “Reserve for udviklingsomkostninger” efter fradrag af udskudt skat. Dette krav findes ikke under IFRS.
- Valgfrihed i visse regnskabsklasser
Under årsregnskabsloven har nogle virksomheder større fleksibilitet i forhold til indregning og præsentation, mens IFRS generelt stiller mere omfattende dokumentationskrav og krav til noteoplysninger.
- Dokumentationsniveau
I praksis ses ofte, at IFRS-anvendere mødes med strengere krav til dokumentation for teknisk gennemførlighed og forventede økonomiske gevinster. Finanstilsynet har flere gange kritiseret virksomheder for utilstrækkelig dokumentation ved aktivering af udviklingsprojekter.
Hvilke omkostninger kan indgå?
Kun direkte henførbare udviklingsomkostninger må aktiveres. Det kan eksempelvis være:
- Løn til udviklingsmedarbejdere
- Materialer anvendt i projektet
- Omkostninger til registrering af rettigheder
- Afskrivninger på aktiver anvendt i udviklingsarbejdet Derimod må blandt andet følgende ikke aktiveres:
- Salgs- og marketingomkostninger
- Uddannelse af medarbejdere
- Generelle administrationsomkostninger
- Opstarts- og organisationsomkostninger
Fokusområde for revisorer og myndigheder
Aktivering af udviklingsomkostninger er fortsat et område med betydelig regnskabsmæssig risiko. Myndighederne har i flere sager påpeget, at virksomheder ikke har kunnet dokumentere, hvornår kriterierne faktisk blev opfyldt. Konsekvensen kan være krav om tilbageførsel af aktiverede beløb og korrektion af tidligere års regnskaber.
Særligt virksomheder inden for biotech, software og teknologi oplever derfor stigende fokus på:
- projektstyring
- tidsregistrering
- business cases
- dokumentation af forventede cash flows
- klar opdeling mellem forskning og udvikling.
Konklusion
Både årsregnskabsloven og IAS 38 giver mulighed for at aktivere udviklingsomkostninger, men kun når virksomheden kan dokumentere, at projektet forventes at skabe fremtidige økonomiske fordele, og at omkostningerne kan måles pålideligt.
IFRS-reglerne i IAS 38 er generelt mere detaljerede og dokumentationstunge, mens årsregnskabsloven samtidig indeholder særlige danske krav som reservebinding på egenkapitalen.
I praksis er den største udfordring sjældent selve reglerne – men derimod virksomhedens evne til at dokumentere, præcis hvornår udviklingsfasen starter, og hvorfor kriterierne er opfyldt.