Pligten til at udarbejde og indberette transfer pricing dokumentation gælder for koncerner der ikke alene omfatter danske enheder, f.eks. udenlandske datterselskaber eller moderselskaber.
Hvis den ultimative modervirksomheds samlede koncern har en balance under 125 mio.DKK eller årlig omsætning på under 250 mio.DKK er dokumentationspligten begrænset til koncerner/selskaber, der har kontrollerede transaktioner med enheder udenfor EU/EØS.
Koncerner der er omfattet af transfer pricing dokumentationen skal udarbejde og indberette 2 dokumenter, som omfatter:
- Fællesdokument der omfatter hele koncernen (med udgangspunkt i det ultimative kontrollerende selskab)
- Landespecifikt dokument for hver dansk skattepligtig enhed
Fællesdokumentet skal bl.a. omfatte:
- Koncerndiagram, herunder landeoversigt hvor de forbundne enheder har aktiviteter
- Beskrivelse af værdiskabende faktorer (aktiviteter)
- Beskrivelse af forsyningskæder for de 5 største produkter/serviceydelser målt på omsætning OG produkter/serviceydelser der udgør mere end 5% af koncernens eksterne omsætning
- Liste over væsentligste serviceaftaler indgået mellem koncernforbundne parter (eksklusiv forsknings- og udviklingsaftaler) samt beskrivelse af de væsentligste aktiviteter, som varetages via koncernens servicecentre – f.eks. shared service centre samt de politikker der fastsættes for allokering af omkostninger og interne afregningspriser for serviceydelser
- Beskrivelse af de største geografiske markeder målt efter princippet i pkt. 3
- Funktionsanalyse, der beskriver de enkelte bidrag til koncernens værdiskabelse – med angivelse af de enkelte enheders bidrag, risici og aktiver knyttet hertil
- Beskrivelse af væsentlige omstruktureringer, tilkøb, frasalg mv. indtruffet i indkomståret
- Der er yderligere krav til beskrivelse af koncernens immaterielle aktiver, finansielle aktiviteter og regnskabs- og skattemæssige position jf. bekendtgørelse nr. 468 af 19/04/2022 § 4, stk. 3-5.
Den landespecifikke dokumentation skal bl.a. omfatte:
- Ledelsesstruktur for den skattepligtige nationale enhed, evt. lokalt organisationsdiagram (herunder rapporteringsstruktur/-modtagere)
- Detaljeret beskrivelse af virksomheden, forretningsstrategi samt beskrivelse af, om den landespecifikke enhed har været involveret i omstruktureringer, overførsel af immaterielle aktiver i indkomståret og det forudgående indkomstår – samt i bekræftende fald forklaring af transaktionernes indvirkning på den skattepligtige enhed
- Angivelse af den landespecifikke enheds konkurrenter
- For hver kontrollerede transaktion, som den landespecifikke enhed er involveret i skal der følge:
- Beskrivelse af transaktionens karakter/formål – f.eks. indkøb, salg, udlån osv.)
- Beløbsmæssige angivelse af interne transaktion, fordelt på hver kategori efter pkt. 4 a
- Identifikation af de forbundne parter, som transaktionen involverer
- Kopi af væsentlige kontrollerede aftaler
- Benchmarkanalyse, der redegør for hver kategori af kontrollerede transaktion
- Angivelse af mest egnede metode for transfer pricing for hver kategori af transaktion og begrundelse for valget heraf
- Angivelse af, hvilken kontrollerende part der anvendes som testpart og argumentet herfor – i relation til pkt. 4 e og 4 f
- Forudsætninger der er lagt til grund for valgte transfer pricing metode
- Redegørelse for, hvorfor de anvendte metoder for prisfastsættelse anses for at være i overensstemmelse med armslængde-princippet
- Oversigt over regnskabsdata mv. der er anvendt ved transfer pricing metoden
- Kopi af skatteaftaler mv., som har fremadrettet virkning for enheden, når danske skattemyndigheder ikke har været involveret heri
- Herudover skal dokumentet indeholde/have reference til en række regnskabsdata jf. bekendtgørelsens § 5, stk. 3
For virksomheder omfattet af dokumentationskravet, skal begge dokumenter indberettes til skattemyndigheden i Danmark senest 60 dage efter indberetning af enhedens danske skatteoplysninger (oplysningsskema).
Revisupport anbefaler, at der ved dokumentationskrav indhentes juridisk assistance til udarbejdelse af dokumentationen, da denne har karakter af forpligtende aftale mellem afhængige parter.
Manglende dokumentation medfører bøde på 250.000 DKK og ved mangelfuld dokumentation gives bøder på 125.000 DKK.
Bestemmelser om transfer pricing findes i bekendtgørelse nr. 468 af 19/04/2022 – som du finder her.